Unge på Podiet

2-årigt Dirigentforløb for børn og unge

Vi kan nu tilbyde et 2-årigt intensivt dirigentforløb for fire udvalgte unge i alderen 14-16 år. På forløbet specialiserer du dig i enten orkester- eller kordirektion og kommer i praktik hos de forskellige ensembler på Sankt Annæ Gymnasium. Skolens professionelle dirigenter vil stå for den primære dirigentundervisning, der inkluderer holdundervisning, soloundervisning, videosessions og evaluering m.m.

Dirigentforløbet afholdes med støtte fra Augustinus Fonden og i samarbejde med Sankt Annæ Symfoniorkester og Sankt Annæ Kammerkor.

PRAKTISK

HVEM KAN DELTAGE
Vi afholder dirigentforløbet i forlængelse af en årlig workshop i foråret. For at blive indstillet til dirigentforløbet, skal du deltage i workshoppen og derudover:

– være mellem 14-16 år (workshoppen er for 14-20 år)
– spille et instrument eller synge
– have et vist niveau kendskab til node- og rytmelæsning

Det er ikke et krav, at du har dirigenterfaring. Det vigtigste er, at du er nysgerrig og har mod på at lære nyt!

STED
Sankt Annæ Gymnasium, Sjælør Boulevard 135, 2500 Valby

TIDSPUNKTER
Dirigentforløbet starter op hvert år i august og forløber over 2 år.

Om dirigentforløbet

På dirigentforløbet kommer du i praktik hos de forskellige ensembler på Sankt Annæ Gymnasium, så du får erfaring med at stå foran en hel gruppe musikere eller sangere og lede den musikalske proces.

Vil du specialisere dig inden for orkesterdirektion, får du fast tilknytning til Sankt Annæ Symfoniorkester (SASO). Ønsker du at specialisere dig inden for kordirektion, får du fast tilknytning til Sankt Annæ Kammerkor. Du får dermed lov til at prøve kræfter med dirigentfaget i samarbejde med jævnaldrende musikere og sangere.

Sideløbende med praktikforløbet arrangerer vi overværelse af diverse kor- og orkesterprøver, både internt med Sankt Annæ Gymnasiums ensembler og eksternt med professionelle orkestre, ensembler og kor i København.

Du vil løbende modtage undervisning af skolens professionelle dirigenter. Dirigentundervisningen inkluderer:
– Partiturklasser og teknikklasser (holdundervisning)
– Forberedende praktik med et mindre instrumentalensemble for orkesterdirigenterne og et mindre vokalensemble for kordirigenterne (masterclass – solistisk)
– Videosessions og evaluering (soloundervisning, som de øvrige deltagere overværer)
– Orkester- og korprøver (masterclass – solistisk)

Dirigent Frederik Støvring Olsen vil stå for undervisning i orkesterdirektion, mens dirigent Flemming Windekilde vil stå for undervisning i kordirektion. Læs mere om vores instruktører her.

Vi afslutter forløbet med individuel feedback. Deltagerne vil om muligt tilbydes optagelse på et internationalt dirigent-sommerkursus som inspiration til videre studier.

PRIS OG TILMELDING

PRIS
På workshoppen tilbyder et antal fripladser til de helt unge dirigenter mellem 14-16 år (prisen for 17-20-årige er 1200 kr). Det 2-årige dirigentforløb er gratis (muliggjort af bevilling fra Augustinus Fonden).

TILMELDING & OPTAGELSE
Tilmelding for workshop og dirigentforløb 2019 åbner den 26. november 2018.
Tilmeldingsfrist er den 21. januar 2019. Følg også seneste nyt på Facebook

Der er plads til fire elever på dirigentforløbet. Deltagerne indstilles på baggrund af deltagelse i workshoppen. Der er ikke en decideret optagelsesprøve på workshoppen.

Få mere information om Unge på Podiet:

 

Kontakt dirigent og projektleder Frederik Støvring Olsen: fso@sag.dk